19 January 2019 07:12:09
Kontakt

Telefon: 42 70 51 54

Mail: fola@fola.dk

Pressekontakt


Følg FOLA på Facebook
Klik her
Pressemeddelelse 28. januar 2011

Pressemeddelelse.

 

Der er intet positivt ved lukkedage og lukkeuger

 ”Vi er helt på linje med Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som kalder de omsiggribende lukkeuger ”uacceptable”.  At blive flyttet rundt til nye fysiske omgivelser med nye børn og nye ukendte voksne er en skræmmende oplevelser for langt de fleste børn – store som små. Lige meget hvor mange gange det gentages, så er det ikke ”pædagogisk fordelagtigt”, og langt de fleste forældre lægger da heller ikke frivilligt børn til denne sparemanøvre.  Det ved kommunerne, og der budgetteres formodentlig også med det”, siger Lars Klingenberg, formand for FOLA.

 

”Jeg bliver dybt forundret, når jeg gentagne gange hører Jane Findahl (KL) forvandle forhadte lukkeuger til ”gode pædagogiske tiltag” – sådan ser virkeligheden ikke ud! Lukkeuger og dermed nødpasning er ingen udflugt eller positiv oplevelse for vores børn. Det er meget bekymrende, at KL’s børne- og ungdomsudvalg ikke anerkender, at de små børn om noget har brug for stabile, kendte og trygge rammer”, siger Lars Klingenberg.

 

”Som en forælder fra Glostrup skriver i forbindelse med Glostrup Kommunes nødpasning: ” Det hjælper bare ikke så meget at blive trøstet af en man ikke kender! Det er børneparkering og intet andet. Det viser ingen forståelse eller hensyn til barnets tarv eller trivsel – og da heller ingen respekt for jeres medarbejderes arbejdsvilkår og faglighed”.

 

”Postulatet om, at den røde tråd for barnet er sikret ved, at der følger en kendt voksen med i nødinstitutionen er himmelråbende naivt. Tryghed og stabilitet udgøres jo ikke af én person alene. I praksis er det heller ikke muligt at honorere dette – én person kan jo ikke dække en hel åbningstid, så vi snakker allerede om to personer. Og så er det vist tvivlsom, om det er en reel besparelse tilbage”.

 

”Frem for at indføre lukkedage og -uger til gene for børn, forældre og erhvervsliv, så kunne vi vælge at udnytte de mindre fyldte institutioner positivt. En daginstitution med lavt børnefremmøde i sommerferieperioden har netop mulighed for at give de få børn ekstra opmærksomhed, fordi der er ekstra tid til den direkte kontakt mellem barn og voksen, og der er mulighed for at lave ekstraordinære aktiviteter med de få børn, hvilket der ofte ikke er mulighed for i en travl hverdag med få voksne til mange børn”, siger Lars Klingenberg.

 

”Lad os nu slå det endeligt fast: der er intet positivt ved lukkedage og lukkeuger. Alle politiske udmeldinger om det positive i lukningerne er et desperat forsøg på at retfærdiggøre forringelser på daginstitutionsområdet. Og samfundsøkonomisk er det også en skidt forretning, som DA også antyder”, slutter Lars Klingenberg.

 

Lars Klingenberg kan kontaktes for yderligere kommentarer på tlf. 70 20 51 57

 

 

2,282,615 Unikke besg