19 January 2019 07:12:01
Kontakt

Telefon: 42 70 51 54

Mail: fola@fola.dk

Pressekontakt


Følg FOLA på Facebook
Klik her
Der blæses til kamp for børns fritid!

Der blæses til kamp for børns fritid!

Pressemeddelelse:

Liberal Alliance og en række forældreforeninger og pædagogorganisationer går nu sammen om at kæmpe for børns ret til at have fri og egen tid efter skole.  De frygter, at folkeskolereformen, der forhandles om i øjeblikket, vil resultere i en længere skoledag, der indskrænker børnenes fritid og mulighed for at gå i SFO, fritidshjem og klub. 

Merete Riisager, børne- og undervisningsordfører i Liberal Alliance, mener, at regeringen, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti er nødt til at tage kritikken mod en længere skoledag alvorligt.  

"Forældrene og pædagogerne kender børnene og deres behov bedst. Regeringen og VKO kan derfor ikke bare tillade sig at lukke ørerne for kritikken mod en længere skoledag, for den er fuldt ud berettiget - børn har brug for fritid, akkurat ligesom de voksne har," siger Merete Riisager og fortsætter:

"En reform af folkeskolen bør tage udgangspunkt i, hvordan man hæver elevernes faglige niveau. Flere timer giver ikke automatisk dygtigere elever - det er indholdet af timerne, der er afgørende, men alligevel er regeringen og VKO hovedløst i gang med at hælde flere timer ned i halsen på de mindste børn," siger Merete Riisager.

Hun bakkes op af Forældrenes Landsforening (FOLA), som frygter, at eleverne får flere timer og dermed mindre fritid.

"Vi kan kun være tilfredse med, at aktivitetstimerne tilsyneladende er taget af forhandlingsbordet. Men det er ikke tilstrækkeligt. For os er det helt afgørende, at forligsparterne ikke forfalder til at erstatte aktivitetstimerne med undervisningstimer," siger Lars Klingenberg, formand for FOLA. Han finder det problematisk, at forligsparterne ser stort på børnenes fritid.

"Barndommen er ikke blot "noget, der skal overstås". Den har en værdi i sig selv. Det er ikke kun skole, men også leg og venskaber i fritidsinstitutionen på tværs af alder og klasser, familiesamvær om eftermiddagen, fodbold i den lokale fodboldklub og samspil i musikskolen," siger Lars Klingenberg.

Morten Bowman, der er formand for Forældrenævnet Århus, mener, at regeringen og VKO befinder sig meget langt væk fra børnenes virkelighed, når de forhandler skolereform uden at forholde sig til fritidsdelen.  

"På intet tidspunkt har politikerne forholdt sig seriøst til vores børns fritidstilbud. I SFO'en lærer børnene at tage ansvar for at bruge deres tid meningsfuldt sammen med andre børn. Det er guld værd, og vi betaler også i dyre domme for det. Hvis undervisningstiden udvides, så æder det SFO-tiden og dermed også dens fundament. Kvaliteten vil styrtdykke, og børnene vil blive meldt ud," siger Morten Bowman.

I København vækker den kommende skolereform også bekymring. I Københavns Forældre Organisation (KFO) mener man, at regeringen og VKO bør tage forskningen på området alvorligt.

"Politikerne bør lytte til de mange forskere, som er ude og advare mod at indskrænke børnenes frie tid og ikke blot lytte til egne mavefornemmelser og løse postulater. Det er vores børn for vigtige til.  Børn lærer hele livet - også gennem legen. Derfor bør fritiden og den frie tid uden for skolen prioriteres og betragtes som en lige så vigtig del af børns udvikling hen i mod det hele menneske," siger Nina Reffstrup, der er talsmand i KFO.

Modstanden mod en længere skoledag er også stor hos socialpædagogerne. Jan Hoby, der er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), mener, at forligspartierne overser fritidshjemmenes værdi for børnene.

"På fritidshjemmet kan børn være sig selv. De vælger selv, hvad de vil lave og hvem, de vil være sammen med. Skuldrene falder fem centimeter, og der kommer luft helt ned i lungerne. Frihed er en værdi i sig selv - også for børn. Som menneske lærer vi noget andet af aktiviteter, der er frivillige, end af aktiviteter, der er tvungne," siger Jan Hoby.

Udover Forældrenes Landsforening (FOLA), Forældrenævnet Århus, Københavns Forældre Organisation (KFO) og Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) er BUPL Hovedstaden og Nyborg Forældreorganisation - Børneparkering Nej Tak er også en del af den fælles kamp for børns fritid.  

For yderligere kommentarer: Kontakt

Merete Riisager, børne- og undervisningsordfører i Liberal Alliance, på tlf.: 61 62 50 94

Lars Klingenberg, Formand for Forældrenes Landsforening (FOLA), på tlf.: 70 20 51 57

Mette Bach Larsen, daglig leder i Forældrenævnet i Århus, på tlf.: 25 48 17 31

Nina Reffstrup, talsmand i Københavns Forældre Organisation (KFO), på tlf.: 20 86 08 78

Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), på tlf.: 30 94 81 42

2,282,613 Unikke besg