’Dansen med corona’ kræver særlige hensyn til børnefamilier

Statsminister, Mette Frederiksen har annonceret, at nu danser vi med corona. Vi lukker ned lokalt på den enkelte stue, i klassen, SFO’en eller i klubben, hvis der er et smittetilfælde. Børn og personale, som har haft kontakt med den smittede, sendes hjem i karantæne og til test. Som professor Rune Hartman udtaler til DR d. 17/8, så er det noget, vi skal vænne os til. Forældrene bakker gerne op om den strategi, og det gør FOLA, Forældrenes Landsorganisation selvfølgelig også. Men Landsorganisationen for forældre til børn i dag– og fritidstilbud ser dog også, at det kan blive særdeles vanskeligt for forældrene.

 

 

”Det er fint, at vi nu skal håndtere smitteudbrud lokalt og ikke lukke hele samfundet ned. Det sker allerede nu rundt i landet. vi må regne med at det vil ske ofte og i lang tid frem – helt til vaccinen er klar. For den enkelte familie kan det dog nemt blive helt uhåndterbart. For hvad gør man lige? Vi har ingen rettigheder i forhold til det her. Hvem skal passe vores børn, når de sendes hjem,?” siger Signe Nielsen, formand for FOLA, Forældrenes Landsorganisation 

 

I FOLA mener man, at der skal vedtages en nød-lovgivning, som sikrer forældrene ret til at passe hjemsendte børn med fuld lønkompensation. Dette skal gælde uanset om børnene er syge, eller om de er sendt hjem i karantæne. Som man ser det i forældreorganisationen, så skal det gøres til en lovbunden rettighed for alle familier. Det må ikke være noget, der skal håndteres på individniveau mellem den enkelte familie og arbejdsgiveren. I FOLA efterlyser man derfor en lovgivning, som kan bakke forældrene op og give dem mulighed for at ’danse’ med. 

”Vi har allerede haft de første fortvivlede forældre i røret. Vi kan ikke lade det her være  op til den enkelte familie. Vi så i marts, hvor forældre med små børn skulle arbejde hjemme, at det kunne være umuligt at håndtere. Børn passer stadigvæk ikke sig selv. Vi har ingen lovbundne rettigheder i Danmark, som sikrer, at vi kan passe vores syge børn ikke engang, hvis de har corona. Og i forhold til karantæne med symptomfrie børn, der skal testes, så har vi ingenting. Ikke engang de forældre med de bedste overenskomster kan klare det her. Det er der altså nogle politikere, der skal få styr på. Og det haster,” siger Signe Nielsen 

 

 

For yderlige kommentarer kontakt 

Signe Nielsen, Formand for FOLA, Forældrenes Landsorganisation på 40 12 98 09