Små børn passer ikke sig selv

I FOLA er man bekymrede over det pres, som flere småbørnsfamilier oplever i disse dage, hvor Danmark er i undtagelsestilstand på grund af Corona. At arbejde hjemmefra er en udfordring og indimellem helt umuligt, især hvis børnene er små eller har særlige behov.

Nødpasningen er på plads de fleste steder, og der er leveret et flot arbejde ude i kommunerne, som FOLA anerkender fuldt ud.

 

Det er så flot, så hurtigt nødpasningen er kommet på plads ude i kommunerne. Forældrene møder stor ros for at bruge nødpasningen mindst muligt. Vi er fleksible, og det er kommunerne også. Når det er sagt, så skal der også passes på forældre og børn uden nødpasning. Det fokus savner vi.

siger Signe Nielsen, Formand for FOLA, Forældrenes landsorganisation.

 

I medierne har der været fokus på ikke at presse skolebørn med for meget lektier. Børne- og Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil har været ude med klare signaler om ikke at forvente, at forældrene kan levere professionel undervisning. En implicit flot anerkendelse af lærerne og en udstrakt hånd til skoleforældrene. Det fokus bakker FOLA 100 % op om. I FOLA er man også bekymrede for, om der bliver passet godt nok på småbørnsfamilierne. Arbejdspladserne skal acceptere, at de er nødt til at slække på kravene til de forældre, som skal arbejde hjemmefra og hjemmepasse på samme tid.

 

Vi forældre er nødt til at være nærværende overfor vores børn, deres trivsel kommer først - også når vi arbejder hjemmefra i en krisetid. Børnene er pressede, mange er bange og faste rutiner er opløste, derfor skal forældrene være der for dem, det er vores største og første opgave. Jo yngre børn er, jo mere voksenkontakt har de brug for, det gælder også i hjemmet. Vi har også mange familier med børn med særlige behov, her skal der vises meget store hensyn.

siger Signe Nielsen

 

I FOLA håber man på, at der også kommer tydelige signaler ud til familierne om, at det er okay at prioritere sine børns trivsel og at der opstilles klare forventninger til arbejdsgiverne om, at de også skal tage særligt hensyn til småbørnsfamilierne og slække på kravene til effektivitet, produktivitet og tilgængelighed.

 

Vi hører fra bekymrede forældre med små børn hjemme, som er i et helt urimeligt krydspres. Børn kan ikke bare passe sig selv, det er arbejdsgiverne nødt til at rette deres forventninger ind efter. Vi er lige nu i en situation, hvor vi skal vise hensyn til hinanden. Vi skal også vise tillid til hinanden, og tro på at vi hver især gør det så godt som muligt. At presse forældrene til at skulle levere på det sædvanlige niveau er helt urimeligt. Det signal vil vi gerne have ud klart og tydeligt.

siger Signe Nielsen

 

For yderligere kommentar kontakt Signe Nielsen, Formand for FOLA, Forældrenes Landsorganisation

Mobil 40 12 98 09

Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.