18 January 2019 20:56:03
Kontakt

Telefon: 42 70 51 54

Mail: fola@fola.dk

Pressekontakt


Følg FOLA på Facebook
Klik her
Pressemeddelelse Konference Christiansborg

Minimumsnormeringer til debat på Christiansborg

”Regeringen har annonceret en børnepakke, som i følge statsministeren skal give de mindste både tryghed, nærhed og trivsel. Det er i den grad tiltrængt, men mener regeringen noget med børnepakken, så må den sikre flere medarbejdere til de nære omsorgsopgaver. Al forskning viser, at flere veluddannede pædagogiske medarbejdere er afgørende for, at vi kan øge kvaliteten i vores dagtilbud”.

Det siger Dorthe Boe Danbjørg, formand for Forældrenes Landsforening, FOLA, der repræsenterer forældre til børn i alle slags dagtilbud.

FOLA er gået sammen med pædagogernes fagforbund BUPL og FOA, som organiserer personale i både daginstitutioner og dagplejen, om at sætte fokus på betydningen af gode normeringer ved en konference om minimumsnormeringer på Christiansborg tirsdag den 28. april kl. 14-17 i Landstingssalen.

Her vil repræsentanter for alle politiske partier debattere behovet for standarder om, hvor mange børn, der skal dele én voksen, med både forskere, forældre, pædagoger, medhjælpere og Kommunernes Landsforening.

”Vi har netop lanceret en kampagne for minimumsnormeringer for at gøre det klart, at det er nødvendigt med en fælles bundgrænse, hvis vi skal ændre udviklingen, som går mod flere børn til færre ansatte. Erfaringen viser, at de gode normeringer ikke kommer af sig selv, for der er i dag ca. 10 procent flere børn pr. pædagogisk personale, end der var i 2009,” siger BUPL-formand Elisa Bergmann.

FOLA, BUPL og FOA anbefaler en minimumsnormering på en fuldtidsansat pr. tre børn i vuggestuen og en fuldtidsansat pr. seks børn i børnehaven. En SFI-rapport fra 2014 dokumenterer, at børn, der har gået i højkvalitetsinstitutioner med gode normeringer klarer sig bedre senere i livet, flere af dem får en uddannelse og holder sig ude af kriminalitet, og effekten er særlig stor for udsatte børn.

”Der skal investeres i de mindste. Vi kan have nok så mange mål for området, men den praktiske udførelse bliver umulig, når der reelt er mangel på medarbejdere til at sikre trivslen, læringen og omsorgen i det daglige i daginstitutionerne og dagplejen.  Den kommende børnepakke er nødt derfor til at sikre minimumsnormeringer – præcis som der står i regeringsgrundlaget,” siger sektorformand Jakob Sølvhøj fra FOA.

Program for konferencen vedhæftet. Pressen er naturligvis velkommen.

For yderligere kommentarer:

Dorthe Boe Danbjørg, formand for FOLA, tlf. 26 20 21 86

Elisa Bergmann, formand for BUPL, tlf. 40 23 20 69

Jakob Sølvhøj, sektorformand for FOA, tlf. 26 72 31 82

2,282,248 Unikke besg