18 January 2019 21:14:25
Kontakt

Telefon: 42 70 51 54

Mail: fola@fola.dk

Pressekontakt


Følg FOLA på Facebook
Klik her
Debatindlæg: Vi glæder os i denne tid.

Vi glæder os i denne tid.

'Vi glæder os i denne tid..........' . Men spørgsmålet er om vi reelt har noget at glæde os til? En Hovedfolder: lille_boern_i_glas.pngbørnepakke, som vi i øvrigt fandt meget lidt ambitiøs, blev med finansloven - og dermed omprioriteringsbidraget - forvandlet til besparelser. Jamen, er det ikke blot nogle tal på et stykke papir, vil nogen måske spørge. Og svaret er nej. Besparelser dækker reelt over mindre nærvær til vores børn, mindre samtale, mindre trøst, mindre støtte i deres udvikling og mindre glæde og velfærd. For der bliver længere mellem de pædagogiske medarbejdere på gul og grøn stue i vores dagtilbud.

Alt imens forventes det, at vi forældre arbejder mere - ikke mindre, som ville være den logiske konsekvens af ringere kvalitet i vores dagtilbud og mindre omsorg til Lucas og Lucia. For pressede børnefamilier med ønske om kortere ugentlig arbejdstid - og kortere dage i daginstitution - kan se i vejviseren efter nedsat arbejdstid, hvis det står til ministrene for børn og beskæftigelse. Også selvom ministrene trak lidt i land efter en såkaldt 'medie-shit-storm'.

Vi har et beskedent juleønske fra forældrene, samt pædagogiske medarbejdere og børn, tør vi godt påstå, om flere omsorgsfulde pædagogiske hænder på gul og grøn stue. For vi vil så gerne se en pædagog, når vi afleverer vores børn om morgenen. Vi vil så gerne være fuldstændig sikre på, at der bliver draget omsorg for dem, at nogen ser, hører og taler til netop vores barn, at de har en dejlig dag mens vi passer vores arbejde. At vuggestuer, dagpleje og børnehave er vigtige for børnefamiliernes hverdag erkendes også i regeringsgrundlaget 'Sammen for fremtiden'.

Skal  vi reelt glæde os i denne tid, kommer vi ikke uden om flere pædagogiske medarbejdere i vores dagtilbud og vi kommer heller ikke uden om nationale standarder for normeringerne - minimumsnormeringer. Altså en nedre grænse for hvor få voksne der skal være til vores børn. For antallet at voksne er afgørende, hvis vi skal sikre både Anna og Akmet et minimum af omsorg uanset om de bor i Brøndby, Brønderslev eller Bramming. Nationale standarder - det er vel ikke for meget forlangt - vi har dem på bygninger, transportmidler og agurker.

Med venlig hilsen

Dorthe Boe Danbjørg, formand for FOLA - Forældrenes Landsforening

Julie Kyndesgaard,  formand for KFO - Københavns Forældreorganisation

Flemming Linnebjerg Rasmussen, formand for OFO - Odense ForældreOrganisation

Morten Bowman, formand for ÅFO - Århus Forældreorganisation

Andreas B. Elkjær, Roskilde Forældreorganisation

Karina Gottlieb, Nyborg Forældreorganisation

2,282,288 Unikke besg