Den svære (og den gode) aflevering

Den svære aflevering er svær af en grund. Der findes nemlig ikke noget værre, end at gå fra et grædende barn man lige har pillet af sig efter, at de har siddet fast i et kram, de ikke ville slippe. Og aftrykket af barnet sidder hos os det meste af dagen.

Den svære aflevering er svær for alle parter. Barnet er ængsteligt og siger med ord, at det ikke vil afleveres, det holder fast i os, det græder og afviser pædagogens forsøg på at tage imod. Og vi gør, hvad vi kan for at afhjælpe situationen: ”Okay så går mor lige med over og ser på Lego, og SÅ går jeg”. Barnet græder endnu og vi går tilbage og giver et ekstra kram, fordi vi ikke kan holde det ud. Men i sidste ende går vi stadig fra et grædende barn.

Se også med på vores gratis webinar om 'De svære afleveringer'

Hvorfor græder mit barn?

Alle børn kan have en svær aflevering i ny og næ, men hvis det begynder at gentage sig, så skal man sammen med personalet være nysgerrig på, om der er noget på spil og om man kan ændre på noget i afleveringssituationen. Næsten 20% af de opkald vi modtager i vores gratis forældrerådgivning, omhandler svære afleveringer - af den simple grund, at det er dét tidspunkt på dagen, barnet tydeligst kan fortælle os, at der er noget der ikke fungerer for dem. Men hvad er det så de prøver at fortælle?

• For nogle børn handler det om, at de er nye i dagtilbuddet og skal vænne sig til de nye voksne og til at sige farvel. 
• For nogle børn, særligt vuggestuebørn, falder det sammen med et udviklingsstadie. De har nu en ny forståelse af, at mor eller far går, og de savner på en ny måde.
• For nogle børn er der noget i selve afleveringsritualet, der gør dem utrygge fx uro.
• For andre børn er afleveringen et ”symptom” på noget andet. De kan have et særligt behov for forældretryghed grundet ændringer i hjemmet, i børnegruppen eller i personalegruppen.
• For nogle børn handler det om, at vi som forældre er utrygge ved noget i institutionen og at de fornemmer den utryghed.

Hvad end der er på spil, så hjælper vi barnet bedst ved, at vi voksne taler sammen om en løsning.

Læs også vores artikel om 'Den gode start i vuggestue og dagpleje'

Hvordan ser den gode aflevering ud?

Der findes ingen universel model for den gode aflevering, fordi børn og forældre er forskellige. Men der findes dog en række råd, som kan være behjælpelige, hvis man har et barn, der reagerer ved afleveringen.

• Fra arm til arm
  De allermindste børn vil som oftest være tryggest ved at blive afleveret i en favn, eller på skødet hos en voksen. Her kan et overgangsobjekt, fx sut eller krammedyr, også være en god hjælper. Den voksne kan også stå klar med sut og bamse, så barnet har lyst til at komme over til hende. Når vi afleverer til en favn, er det vigtigt, at det er os der giver barnet over til personalet, og ikke personalet der tager barnet ud af vores arme.
• Aflevering til leg
  De lidt større børn kan have glæde af at blive afleveret til en leg eller aktivitet fx højtlæsning eller et bord med puslespil, hvor der i forvejen sidder børn og en voksen og leger.
  Nogle børn kan også have glæde af at få en opgave sammen med den voksne, fx ”Når du har sagt farvel, kan du hjælpe mig med at hente vogn i køkkenet eller stable stole ned”.
• Vinkevinduet
  Nogle børn er glade for et vinkevindue, hvor de sammen med en voksen fra stuen, sender far eller mor afsted. Her skal de nemlig ikke sige farvel og ”slippe krammet”, men sidder allerede på skødet af en voksen og får lige et ekstra glimt af mor eller far.
• En fast rutine hver dag
  Hvis afleveringen er genkendelig, giver det tryghed, lidt ligesom putteritualet derhjemme om aftenen. Når afleveringen er forudsigelig, opstår der færre tidsrum, hvor barnet bliver i tvivl om, hvornår mor går og om hun mon bliver længere. Rutinen skabes i samspil med barnet og kan for eksempel se sådan her ud: Vi vasker først hænder, så sætter vi madkassen i køleskabet, siger godmorgen på stuen og giver mor eller far ét kram og to kys. Så følger en voksen barnet over til vinkevinduet, hvor vi sender et sidste vink inden vi går.
• Der er tid til at tage imod
  Alle afleveringer bliver bedre af, at der er ro og tid til at tage imod barnet. Hvis pædagogen allerede har to børn på skødet, er oddsene for en god aflevering ikke særlig høje. Er der altid travlhed, når I kommer kl. 8, så forhør dig hos personalet, om der er andre roligere tidsrum, hvor det giver mere mening for jer at komme. Måske er det bedre at komme et kvarter/en halv time før i vuggestue, til gengæld for en rolig aflevering med ledige arme til at tage imod.
• Man er tydelig
  Børn fornemmer vores uro. Så hvis vi er i tvivl om, hvornår vi skal gå, bliver vores barn næsten med sikkerhed også uroligt. Tag initiativ til afleveringen, se pædagogen i øjnene og sig ”Nu siger jeg farvel”. Er du i tvivl om det rigtige tidspunkt, så spørg i situationen. Når de voksne omkring barnet er enige om, hvad der skal ske, kan barnet lidt nemmere læne sig ind i den ro.

Den hurtige aflevering

Mange forældre mødes af det pædagogiske råd, der hedder: ”Lad afleveringen gå hurtigt. Hvis vi trækker det ud, så bliver det kun værre”. Denne læresætning indeholder mange sandheder, fordi den netop handler om, at vi skal være tydelige overfor barnet. Fra vi har sagt farvel, så skal vi også vise barnet, at vi går, så den svære afsked ikke bliver for lang. Det er altså her, vi skal undgå at trække i land og sige ”Okay så vis mig lige dukkekrogen, og SÅ går jeg”.

Når den hurtige aflevering misforståes

Den hurtige aflevering betyder ikke, at man skal have travlt fra man træder ind i garderoben og have afleveret på 2 minutter. Man må gerne tage sig god tid med overtøjet, pjatte lidt ved håndvasken og træde ind på stuen og pege lidt på det legetøj, der ser spændende ud. Men når ”rutinen” er overstået eller når barnet begynder at blive lidt uroligt, så siger vi farvel og er tydelige I, at vi går. Hvis du har en besked du gerne vil give personalet, men dit barn samtidig begynder at reagere, så ring derned lidt efter eller sig at du sender en aula besked.

Den hurtige aflevering bliver til tider misforstået, og det velmenende pædagogiske råd opleves for nogle forældre mere, som en ordre der føles svær at følge. Det bunder nogle gange i en lidt utålmodig pædagog og en lidt ængstelig forælder, der ikke er enige om, hvad den rigtige tilgang er. Den kombination er ikke god. Når vi står i den situation, er det vigtigt, at vi finder et ordentligt tidsrum, til at tale om afleveringen. Man kan nemlig ikke aftale en god strategi med et grædende barn på armen. Find et roligt tidspunkt om eftermiddagen eller aftal et møde og læg en fælles plan sammen.

Forældrene skal være med ombord

Føler du dig ikke tryg ved det pædagogerne anviser, er det vigtigt at være i dialog om det. For hvis vi bare smiler og nikker, men inderst inde tænker ”det går aldrig”, så mærker barnet vores tvetydighed. Her kan det være en idé at aftale en prøveperiode, fx at man efter 14 dage vil evaluere, om man ser fremgang og om afleveringsritualet fungerer for alle parter. Hvis man som forælder ved, at der er er lagt op til en evaluering, kan man måske nemmere afprøve en morgenrutine, man ellers er lidt i tvivl om.

SMS’en der gør forskellen, når afleveringerne gør ondt

”Han er okay igen og leger nu med klodser”. Med få ord kan vi forældre få vores nervesystem i ro, sænke skuldrene og begynde at koncentrere os om vores arbejde. I en periode med svære afleveringer, gør det en stor forskel rent faktisk at få bekræftet, at han er nok okay igen. Og når sønnike er ked af det igen næste dag, kan vi lettere aflevere, fordi erfaringen fortæller os, at det nok skal blive godt igen.