Den første tid i dagtilbud er en helt særlig tid for dig og dit barn. Barslen og tosomheden derhjemme, erstattes af en hverdag med nye omgivelser for dit barn, fælles nye rutiner og tryghedspersoner.
Spørgsmål til opstarten
Du og dit barn skal nu til at have en hverdag med mange timer hver for sig, hvor man skal vænne sig til en helt ny rytme i familielivet. Man gør sig som forælder mange overvejelser inden opstarten. Hvordan kommer indkøringen til at gå? Bliver han mon ked af det? Hvordan vil det udvikle hende at begynde at have en hverdag, med leg og samvær med andre børn? Spørgsmålene er mange og man kan være både nervøs og spændt på samme tid.
Læs også vores guide: Sådan giver du dit barn en tryg start
FOLAs forældrerådgivning kan give dig hjælp og sparring i den første tid, hvis du bliver usikker på opstarten. Hver uge sidder vores rådgivere klar ved forældretelefonen, til at svare på stort som småt. Det er gratis og anonymt at ringe og ingen spørgsmål er for små. Vi kan kontaktes på 73707379, fra 9.30-13.30.
Pakkeliste til vuggestue og dagpleje
Foruden den følelsesmæssige og mentale forberedelse er der også et helt praktisk aspekt i opstarten. Hvad skal man egentlig have med? Denne praktisk liste giver et overblik over de mest normale ting at tage med til barnets garderobe. Husk altid at tale med personalet om, hvad de konkret har behov for i netop jeres institution.
- 3 sæt skiftetøj, fra inderst til yderst.
- Sutter med navn på (Som regel er det forældres eget ansvar at tage sutter med hjem og skolde dem, gerne dagligt)
- Tryghedsting fx bamse, sutteklud eller lignende, som skaber tryghed i starten og som lugter af hjemmet (Godt tip er at skaffe to eksemplarer, så barnet kan have én i institutionen og én i hjemmet. Så går det også nemmere med at putte om aftenen hvis elskede ninus er glemt nede i vuggestuen)
- Savlesmække, hvis dit barn savler
- Regntøj (I de kolde perioder kan det købes foret, ellers medbring en varm trøje til indenunder)
- Jakke og overtræksbukser
- Varm trøje eller vest
- Gummistøvler (hvis dit barn kan gå)
- Sko med god hælstøtte (hvis dit barn kan gå, ellers udendørsfutter)
- Hjemmesko
- Bleer (I nogle institutioner skal man selv skal medbringe det)
- Drikkedunk (Nogle institutioner efterspørger dette. Det er forældres ansvar at tage drikkedunken med hjem og rengøre den)
- Evt. barnevogn (Nogle institutioner og dagplejere ikke har barnevogne til rådighed. Forældre skal derfor selv anskaffe en institutionsvogn. Man kan vælge at bruge den man har i forvejen eller man kan købe en brugt model som står fast i barnets pasningstilbud)
- Evt. sovepose eller dyne.
Særligt til sommeren
- Solhat
- Evt. solcreme
Særligt til vinteren
- Hue (Gerne en ekstra der kan ligge i institutionen)
- Vanter til leg udendørs (Køb mange på én gang og ikke de dyreste, da dette er en ting der forsvinder ofte. Heldigvis bruger de fleste pædagoger mere tid på børnene end at lede rundt efter forsvundne vanter)
- Flyverdragt i de koldeste måneder, ellers termosæt eller softschelldragt.
- Sovetøj, gerne vanter, en tynd uld/bomuldshue, køredragt eller andet (Nogle steder har de sovedragter til rådighed, så spørg inden du indkøber det)
Husk at tjekke garderoben løbende
Tjek om der er noget de er vokset ud af, når årstiden skifter osv. således at garderoben altid er nem og overskuelig.
Barnet øver sig
I institutionerne og dagplejerne arbejder de med at styrke barnets selvhjulpenhed fra 13 mdr. alderen. Det kan man have lidt med i overvejelserne løbende, som barnets garderobe fornyes. For eksempel vil sko med velcrolukning fx være nemmere for barnet at tage på end sko med snørrebånd. Det samme gælder for bukser med elastiksnor, der er nemmere selv at tage på end jeans med knapper.
Se også med på vores gratis webinar "Opstart i dagpleje, vuggestue og børnehave"
Husk navn
Et vigtigt råd er at sætte navn på alt hvad barnet har med hjemmefra. Det kan f.eks. være vaskbare navnelabels til tøjet og sutter med navn på. Når der ikke er navn i, så er risikoen for at tingene bliver væk i institutionen langt større.
Det er svært, for ikke at sige umuligt for de voksne at holde styr på hvem af de 12 børn, der havde blå vanter med om morgenen. Det er en stor hjælp for pædagogen og for jer at sætte navn i det hele - tiden er bedre brugt sammen med dit barn, end på at hun skal lede efter bortkomne ting.
Sikkerhed
Vær desuden opmærksom på at børn, af hensyn til kvælningsfare, ikke må have halstørklæde/tørklæder, snore i trøjer eller snore i vanter.