I rådgivningen modtager vi mange opkald om personaleopsigelser, fordi det påvirker vores børn, når deres velkendte voksne siger op.
Og hvis stillingerne er svære at få genbesat (på grund af den aktuelle mangel på pædagoger) gør det kun bekymringen større, fordi man i perioder vil opleve skiftende unge vikarer og manglende pædagogandel i huset.
Noget af det første forældre spørger os om, når de situationer opstår, er om opsigelserne ikke er tegn på dårlig ledelse? Og her er det meget vigtigt for os at gøre klart, at der kan være enormt mange grunde til at personale siger op. Derfor beskriver vi her en række scenarier, der kan forklare, hvordan pædagogmanglen kan opstå, samt hvordan man som forælder kan forholde sig til det:
Ny leder giver nye arbejdsgange
Hvis en institution får ansat en ny leder, vil denne person have ansvar for både at føre husets ånd videre, men også give nye faglige indspark. Med andre ord kommer der nogle forandringer i arbejdsmiljøet. Disse forandringer kan sagtens være en forbedring af husets pædagogiske retning. Denne forandring giver personalet anledning til selvreflektion; ”vil jeg gerne med i denne nye retning, eller er det tid for mig at søge andetsteds hen?”.
Den gode kollega stopper
Pædagoger og medhjælpere arbejder i små velorkestrerede enheder, hvor rutiner og pædagogiske tilgange er blevet aftalt og oparbejdet gennem et tæt samarbejde mellem kollegaerne på stuen. Når en kollega siger op f.eks. grundet pension eller flytning, påvirker det derfor de nærmeste kollegaers arbejdsrum. En vigtig medspiller i de daglige rutiner og aftaler mangler pludselig.
Det betyder ikke, at en ny kollega ikke kan læres op og byde ind med nye gode input. Men det er en tidskrævende proces, hvor alle parter skal lære hinanden at kende og børnene skal lære at blive trygge ved den nye voksne. Det kan få kollegaerne til at spørge sig selv; ”Er det mon også nu jeg skal prøve nye udfordringer på en ny arbejdsplads?”. Som danskere er vi faktisk dem i Europa der oftest skifter job, i snit hver 7,5 år. Selv med en god og engageret leder, kan det derfor være en hel naturlig konsekvens, at én opsigelse fører til endnu en og det er ikke nødvendigvis er et tegn på dårlig ledelse.
Det tager tid
Når der er opsigelser, sygdom eller ny ledelse i et hus, tager det tid at finde tilbage til den normale rytme. De nye kollegaer skal læres op, børnene skal blive trygge ved nye voksne og man kan som forældre opleve at huset er mere sårbart i de perioder. Nogle gange er stillingerne svære at få genbesat, grundet pædagogmangel. Det betyder ikke at huset har et dårligt ry eller et dårligt arbejdsmiljø, men at alle institutioner lige nu kæmper om at få del af en alt for lille arbejdsstyrke. Derfor er ambitionen om at have 2 pædagoger og 1 medhjælper på hver stue også nogle gange urealistisk. Det vigtigste i denne proces er en klar og tydelig kommunikation til forældregruppen. Hvis vi bliver inddraget i hvordan det går med rekrutteringen, så vi få en forklaring på hvorfor der ikke er ansat nye pædagoger. Måske modtog huset slet ikke nogen ansøgninger fra faglærte pædagoger sidst de slog en stilling op.
Læs også vores artikel om kommunikationstrappen - hjælp til det gode forældresamarbejde
Men hvad gør man, når personalet er meget fraværende eller flere har sagt op og man som forælder er utryg?
Det vigtigste er klar og tydelig kommunikation, når der er mangel på personale. Nogle gange glemmer ledelsen eller pædagogerne den del, fordi mangel på personale selvsagt giver mere travlhed og den opgave nedprioriteres. Men det er vigtigt at skrue op for kommunikationen netop når der opleves travlhed, fordi vi forældre bedre kan ruste os når vi er forberedte, end hvis vi møder op morgen efter morgen til halvtomme stuer.
- Orienter forældregruppen om ansættelsesprocessen. Hvornår er der samtaler, hvor mange ansøgninger fik huset, hvorfor var der ingen kvalificerede i denne omgang?
- Mens vi venter på det rette ansatte, skal forældrene vide hvem og hvor de ansatte er. Er der nye faste vikarer, låner en stue en voksen ud?
- Inddrag forældrerådet og/eller forældrebestyrelsen. De kan både sidde med i ansættelsesudvalg, skrive indlæg til jobopslag på vegne af forældregruppen og hjælpe til med at finde midlertidige løsninger for huset.
Og ja, nogle gange er det dårlig ledelse
God ledelse er jo et fortolkningsspørgsmål og man kan opleve den samme ledelse på forskellige måder. Men overordnet set må man som forældre se på om huset er i en god udvikling, om man ser børn der er i trivsel og om kommunikationen med forældregruppen er god og konstruktiv. Hvis man oplever at det ikke er tilfældet, står man i en situation hvor man ikke er enig med ledelsesmæssige beslutninger.
Men hvad gør man så?
Det vigtigste skridt er dialog, og det kan foregå af flere veje. Man kan enten selv gå i dialog med ledelsen, hvis man oplever at der er specifikke ting omkring ens eget barn som bøvler. Ellers kan man gå til sin forældrebestyrelse eller sit forældreråd, hvis der er tale om større problematikker fx dårlig kommunikation til forældregruppen i helhed. Forældrerepræsentanterne har i forvejen et samarbejde med ledelsen og de kan nedsætte principper og arbejde konstruktivt med ledelsen omkring kommunikationen så hele huset oplever et kvalitetsløft.
Syge eller utilfredse medarbejdere
Nogle gange står forældre i den situation at personalet fortæller dem, at de er utilfredse med ledelsesstilen. Andre gange er der så mange sygemeldinger hos de voksne, at man kan blive bekymret for arbejdsmiljøet i dagtilbuddet. Begge dele er problematiske dilemmaer at stå overfor som forældre, fordi netop personalesager (herunder sygemeldinger og arbejdsmiljø) ikke er noget vi kan gå ind i. Selv forældrebestyrelsen holder sig fra at diskutere personalesager. Det skyldes at der er et system indrettet til at tage sig af netop denne problematik, herunder tillidsrepræsentant, fagforening og arbejdsmiljøvurderinger. Det bliver mudret, hvis vi som forældre går ind i personalekonflikter. Det betyder ikke, at vi ikke skal bekymre os om personalet. Men hvis man oplever, at de voksne i dagtilbuddet lufter deres bekymringer til forældrene, er det vigtigt at sende dem det rette sted hen - på den måde bliver konflikten håndteret på den rigtige banehalvdel, altså hos deres tillidsrepræsentant eller fagforening.
Du er altid velkommen til at ringe til vores gratis og anonyme forældrerådgivning på 7370 7379, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om hvad du skal gøre.
Ved forældretelefonen sidder der erfarne rådgivere klar, med stor erfaring indenfor området. Sammen tager vi det næste skridt.