fbpx

Forældrebetaling i dagtilbud

Få overblik over hvad der afgør institutionsprisen, samt hvilke tilskud der findes

Forældrebetaling i dagtilbud – sådan hænger det sammen

Forældrebetaling i dagtilbud – sådan hænger det sammen

Når dit barn går i vuggestue, dagpleje eller børnehave, betaler du som forælder kun en del af udgifterne. Ifølge dagtilbudsloven dækker kommunen mindst 78,7%, mens din andel højst kan udgøre 21,3 %  (denne sats er vedtaget i 2025 og gælder fra januar 2027. Indtil da er forældrebetalingen 25%)

Prisen varierer fra kommune til kommune, afhængigt af blandt andet løn, husleje og driftsomkostninger og madordninger - hertil kommer ordninger som søskenderabat og friplads.

Med andre ord kan man som helt almindelig forælder miste overblikket over, hvad der afgør prisen for en institutionsplads. I denne artikel får du et overblik over reglerne på området.

Loft over forældrebetaling er fastsat i dagtilbudsloven 

  • Du betaler aldrig mere end 21,3 % af udgifterne til dit barns plads i dagtilbud (denne sats er vedtaget i 2025 og gælder fra januar 2027. Indtil da er forældrebetalingen 25%)
  • Kommunen betaler mindst 78,7 %.
  • Loftet gælder for fuldtidspladser. Har du en deltidsplads, regnes prisen forholdsmæssigt.
  • Kommunen kan godt vælge at sætte betalingen lavere end loftet. Men stort set alle kommuner ligger sig helt tæt op ad loftet.

Hvad indgår typisk i forældrebetaling?

  • Løn til pædagogisk personale (pædagoger, medhjælpere, ledere – ofte den største post).
  • Materialer og aktiviteter (legetøj, bøger, ture, værkstedsmaterialer).
  • Daglig drift (el, varme, rengøring, inventar, administration).
  • Efteruddannelse og kurser til personalet.
  • Madordning (hvis den er en del af pladsprisen).

Hvordan beregnes det?

  • Kommunen lægger alle udgifter sammen til drift af dagtilbuddene  i kommunen. 
  • Udgifterne deles med antallet af børn.
  • Den gennemsnitlige pris pr. barn ganges med 21,3 %.
  • Det tal er det maksimale, du kan blive opkrævet i forældrebetaling.

Eksempel: Hvis en vuggestueplads i gennemsnit koster kommunen 16.000 kr. om måneden, må du højst betale 21,3%, altså 3408 kr. Resten (12.592 kr.) dækker kommunen. 

Hvorfor varierer prisen mellem kommuner?

Selvom loftet er det samme, er udgifterne på tværs af kommunerne meget forskellige. Det handler både om politiske prioriteringer, men i høj grad også om at prisen på leveomkostninger varierer på tværs af kommunale grænser.

  • I storbyer er løn, husleje og priser typisk højere → pladsen bliver dyrere.
  • I provinsen er det typisk billigere at drive dagtilbud → pladsen bliver billigere.

Beløbet kan ændre sig

Taksten følger udgifterne i dagtilbuddene – den stiger, hvis kommunen tilfører flere penge (fx til bedre normeringer), og den falder, hvis der spares på dagtilbud.

Mad i dagtilbud - en del af pladsprisen eller en regning ved siden af?

  • Nogle kommuner har mad med i pladsprisen. Her er betalingsloftet med til at holde prisen nede for den samlede institutionsplads. 

  • Andre kommuner tager betaling for mad ved siden af. Her ser pladsprisen lavere ud, men du får til gengæld en ekstra regning for maden oveni.

  • Loftet på 21,3% gælder kun selve pladsprisen, ikke maden. Hvis madordningen ligger uden for pladsprisen, fastsætter kommunen selv betalingen, og der er derfor intet loft for denne udgift. 

Rabatter og tilskud til pasning 

Søskenderabat i dagtilbud 

Hvis du har mere end ét barn i dagtilbud, er du omfattet af søskenderabat.

  • Du betaler fuld pris for det dyreste barn.
  • Du betaler halv pris for øvrige børn.

Friplads i dagtilbud

Friplads betyder, at kommunen betaler helt eller delvist for dit barns plads i dagtilbud, hvis jeres indkomst er lav. Se tabel her.

  • Du kan få helt gratis plads (100 % friplads) eller en delvis nedsættelse, alt efter husstandsindkomst.

Brug for at tale med nogen?

Ring til FOLAs forældrerådgivning på 73 70 73 79
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 9.30–13.30.

Læs mere om forældrerådgivningen

FOLA - logo

Forældrenes Landsorganisation
Raffinaderivej 8, bygn. B, 1.sal, C13
2300 København S.

E-mail: fola@fola.dk
Hovednummer: 73 70 73 77

Presse: 40 12 98 09

 

Følg os

© 2020 FOLA, All rights reserved