Forældre er ofte tilbageholdne med at fortælle, hvad der i virkeligheden bekymrer dem. Når dialogen med personalet på den måde udfordres, har det betydning for kvaliteten af barnets hverdag.
Uønskede uenigheder
Ingen forældre ønsker at være i konflikt med personalet nede i vuggestuen eller børnehaven. I virkeligheden er det nok de mennesker, vi allerhelst vil have en god relation til. Så hvis stemningen er trykket, hvis utilfredshed fylder i det daglige, eller kropssproget langtfra er positivt, er det vigtigt at holde fast i den indledende pointe: Forældrene vil gerne tilbage til den gode kontakt.
Det er dog lettere sagt end gjort. I FOLA ringer forældre ind, når samarbejdet i og med dagtilbuddet slår knuder, de ikke selv kan løsne. I denne artikel zoomer vi ind på deres førstehåndsberetninger, og vi inviterer til pædagogisk refleksion over, hvordan du kan guide forældre tilbage ind i samarbejdet.
Uudtalte bekymringer kan udfordre samarbejdet
Et klassisk scenarie, der kan udvikle sig til en negativ kontakt mellem forældre og personale, er afleveringen. Barnet græder morgen efter morgen, især når mor afleverer. Personalet har forsøgt med dialog samt anvisninger, men barnet græder fortsat.
Fra et personaleperspektiv ser det måske sådan ud: ”Hvis afleveringen trækker i langdrag, bliver det værre. Din ængstelighed smitter”. På den anden side af dørtrinnet står forælderen og tænker: ”Hvorfor er der ikke en sjov leg at blive afleveret til? Med al den uro forstår jeg godt, at han bliver ængstelig - det gør jeg også”.
Når man ikke deler ståsted, er kunsten at finde en fælles trædesten. I mange tilfælde er dialog vejen igennem de svære afleveringer. Men hvad med alle de gange, hvor forælderen ikke fortæller, hvad der egentlig bekymrer dem ved situationen? Og hvor barnets gentagende gråd og de voksnes manglende fælles fodslag, fører til en mere anspændt kontakt?
”Kan jeg godt være ærlig uden at skabe konflikt?”
Dialog giver sammenhæng mellem barnets to verdener og er med andre ord et basalt kvalitetsparameter. Betingelserne for en god forældrekontakt er dog ikke altid optimale. Fra 15.30-16 er der travlhed, og de daglige overleveringer kommer nemt under pres. En ny undersøgelse fra EVA viser at forældre generelt har stor respekt for, at personalet har travlt. Derfor er vi bevidste om ikke at tage personalets tid, fordi vi anerkender at tiden skal bruges med børnene. Det gør, at der er hverdagsdialog som udebliver grundet tidsmangel. Men ét er tiden til dialog. Noget andet er, hvad vi taler om og føler os trygge ved at sige højt.
Går det i sidste ende ud over mit barn? Den tanke har strejfet samtlige forældre, der har overvejet at stille spørgsmålstegn ved en pædagogisk praksis. Det er nemt nok at spørge ind til barnets lur eller frokost. Sværere er det, når vi undrer os over en pædagogisk tilgang. Er afleveringerne svære, fordi der er uro på stuen og manglede leg? Kan man som forælder italesætte det uden, at det skaber et negativt aftryk på samarbejdet? Og kan man arbejde med forælderens ængstelighed, hvis man ikke taler om det, der reelt fylder?
Pædagogisk værtskab inviterer til at få sat ord på det uudtalte
Faktum er, at mange forældre - modsat billedet af markante-curlingtyper, som tegnes i den offentlige debat - er tilbageholdende. I FOLA oplever vi, at forældrene ringer ind for at få hjælp til at formulere en simpel bekymring uden at fremstå konfliktoptrappende. De er utrygge og skal bekræftes i, at personalet kan håndtere deres ærlighed, og at relationen ikke tager skade. For det pædagogiske personale kan det virke som en unødig bekymring. ”Vi rummer ikke blot børnenes, men også deres forældres følelser. De må gerne komme til os med spørgsmål eller sågar kritik”.
Når den stille forælder åbner op, får samarbejdet et mere bæredygtigt udgangspunkt. Og hvordan når man derhen? ‘Det pædagogiske værtskab’ er et begreb for, at personalet tager ansvar for relationen og for at indgyde tillid. I det indledende eksempel kunne moderen måske betrygges med følgende invitation fra stuepædagogen: “Hvad bekymrer dig ved at aflevere? Har du spørgsmål til noget her i vuggestuen? Vær bare ærlig.”
Forældre, der brokker sig, holder sig vel næppe igen?
Ikke alle forældre er stille. Nogle vælger en anden taktik. De brokker sig. ”Jeg ved ikke hvordan jeg kommer tilbage herfra. Jeg tror efterhånden bare, at de ser mig som besværlig”. Sådan lyder det fra en forælder, hvis kontakt til de voksne i børnehaven længe er gået den forkerte vej.
Her kommer en vigtig krølle på fortællingen om forælderen, der brokker sig: Det er langt nemmere at beklage sig over, at de nye gummisko er væk end, det er at lufte en bekymring over måden ens barns bliver set eller talt til i børnehaven. Står man med en forælder, der gentagende gange larmer, er det hjælpsomt at gå på opdagelse i hvor (gummi)skoen egentlig trykker. Er der bagvedliggende bekymringer, skal de frem i lyset. Ellers fordrejes fokus fra barnets trivsel til entydigt at være på ‘den besværlige forælder’.
Forældre er ikke professionelle
Når vi som forældre kører fra arbejde, efterlader vi vores professionelle kappe på kontorstolens ryglæn. Tilbage i børnehavegarderoben står vi fulde af følelser og uden armering, mens vi forsøger at bakse vores overtrætte 4-årige i flyverdragten. Her er det vigtigt at blive mødt af et personale, som stadig er iført deres professionelle kappe, og som kan imødekomme (især) den forælder, der er endt i et svært samarbejde.
For hvad hvis begge parter mangler kappen? I vores rådgivning hører vi mange eksempler på personale, der ruller øjne af forældre, svarer i enstavelsesord eller slet ikke hilser. Hvis ansvar er det nu at få samarbejdet tilbage på sporet? Hvad blev der af ’værten’? Går man som personale ”med på” den dårlige kommunikation, bevæger man sig langt væk fra sagens kerne – nemlig barnet. Vi, som de uprofessionelle forældre, skal have en håndsrækning af det fagligt dygtige personale og hjælpes ud af den grøft, der virker for svær selv at komme op af.
Alene med bekymringen
Forældres kommunikationsformer findes altså i mange afskygninger. Nogle vil gå over stregen, mens andre ikke siger nok. Fælles for dem er dog, at de har svært ved at være bundærlige om deres bekymring. Fælles er også, at de ofte føler sig ret alene. For hvem går de til for et godt råd eller et andet perspektiv? Som personale har man sparringspartnere i sit faglige fællesskab i form af kollegaer og ledelse. Som forælder har man bare sig selv - medmindre man bliver taget i hånden i et ’pædagogisk værtskab’ og hjulpet tilbage ind i samarbejdet.
Så hvad kan man overordnet sige om forældre?
I FOLA – Forældrenes Landsorganisation ringer forældre til vores gratis rådgivning, når samarbejdet bliver svært. Overordnet kan man skitsere følgende ud fra de mange opkald:
-
- Forældre efterspørger tid til hverdagsdialog, men anerkender personalets travlhed.
- Forældre er bange for at blive set som besværlige.
- De holder ofte igen med spørgsmål til den pædagogiske praksis.
- Forældre er ikke professionelle - heller ikke i deres kommunikation.
- Bag forældres brok ligger nogle gange en dybereliggende bekymring.
- Forældre har brug for en invitation fra personalet til at være ærlige.
- De føler sig alene, når samarbejdet går skævt.
- Forældre ønsker i bund og grund ikke at være i konflikt.
Har du en bekymring du har svært ved sige højt?
Så er du velkommen til at ringe til os. Vores rådgivning er for forældre til børn i vuggestue, dagpleje, børnehave og sfo. Her kan man ringe og få gratis og anonym sparring på en problematik i ens barns dagtilbud. Vi hjælper dig med at navigere rundt i samarbejdet og giver dig gode råd til, hvordan du bedst går videre med din bekymring.
Ring på 73707379 eller se mere her
*Igennem artiklen anvender vi begrebet pædagogisk værtskab (jf. Anja Marschall og Chrisstina Muncks ’Forældresamarbejde og pædagogisk værtskab’), til at etablere en åben og ærlig kommunikationsvej med forældre og hjælpe dem tilbage i et konstruktivt samarbejde.
