Er der lavt fremmøde til arbejdsdagen, mens legepladsen stadig er fyldt med ambitioner og halvfærdige projekter?
Nogle steder er arbejdsdagen et tilløbsstykke for forældrene i huset, mens der andre steder kun står tre forældre en lørdag formiddag med en lang liste af opgaver, som er svære at nå i mål med.
Vi har samlet 7 gode råd, som kan være værd at tage med i planlægningen af den næste arbejdsdag i instituionen, hvis man oplever et lavt fremmøde.
1 Tydelig tilmelding og opgavefordeling på forhånd
Det kan gøre en stor forskel, hvis forældre på forhånd melder sig på konkrete opgaver. Når man på forhånd har sagt ja til fx at plante, male eller feje, kan det også virke som en større forpligtelse til at møde op på dagen.
2 Opgaver for alle
Tænk i at have forskellige typer opgaver – også til dem, der ikke ser sig selv som praktiske eller “handy”. Det kan fx være planlægning, koordinering, indkøb, forplejning eller at stå for det sociale omkring dagen. Det gør det lettere for flere at byde ind.
3 Gør det socialt attraktivt
Overvej at koble arbejdsdagen med noget socialt – fx fælles frokost, kaffe/kage eller grill. For mange forældre er det sociale aspekt og muligheden for at lære andre familier at kende en vigtig motivation.
4 Kan børn deltage?
Undersøg om barrierer som børnepasning spiller ind. Kan der fx organiseres fælles pasning undervejs for dem der kæmper med pasning, eller kan børnene inddrages i nogle af opgaverne? Det kan gøre det lettere for flere at deltage, især enlige forældre eller de med begrænset netværk.
5 Tænk over mængden af arrangementer i huset
Hvis årshjulet allerede er fyldt med forældrearrangementer, kan nogle familier begynde at prioritere, hvad de har tid og overskud til at deltage i. Mange forældre har desuden større børn med skolearrangementer og fritidsaktiviteter ved siden af. Det kan derfor være værd at overveje, hvor mange aktiviteter der samlet set er planlagt i børnehaven eller vuggestuen, og om det kan have betydning for fremmødet til arbejdsdagen.
6 Realistiske forventninger
Erfaringen viser, at denne type arrangementer ofte har et lavere fremmøde. Det kan derfor være en god idé at planlægge opgaverne ud fra et realistisk deltagerantal, så dagen stadig opleves som en succes.
7 Spørg forældrene hvad der afholder dem
Det kan være en god idé at lave en kort rundspørge blandt forældrene: Hvad kunne få dem til at deltage? Hvilke tidspunkter passer bedst? Er der noget, der står i vejen, som I eller vi i FOLA ikke lige har overvejet? Det giver både værdifuld viden for jer og kan øge ejerskabet til arrangementet hos forældregruppen.
Arbejdsdage handler ikke kun om at få løst praktiske opgaver – de kan også være med til at styrke fællesskabet mellem familierne i institutionen. Selv små justeringer i planlægningen kan gøre en stor forskel for både fremmøde og oplevelsen af dagen. Det vigtigste er ikke nødvendigvis, hvor mange projekter man når i mål med, men at arrangementet opleves som meningsfuldt, overskueligt og rart at deltage i for både børn og voksne.