fbpx

Høringssvar ang. effektiviseringsforslag budget 2025

Høringssvar fra Københavns Forældreorganisation ang. effektiviseringsforslag budget 2025

1. Reduktion i institutioner med udvidet åbningstid

Det er KFO’s generelle holdning, at forældre ikke skal betale mere eller tilbydes dårligere vilkår på baggrund af deres job eller arbejdstider. Derfor er vi principielt imod en total afskaffelse af institutioner med udvidet åbningstid.

Det vil betyde en forringelse af børnenes vilkår, hvis de i en kombinationsplads skal opleve op mod dobbelt så mange skift mellem hjem og pasningstilbud eller mellem to pasningstilbud som deres kammerater, hvis forældre ikke har skiftende arbejdstider. Kommunen bør bestræbe sig på, at den tilbyder alle børn stabilitet i deres hverdag, når de benytter kommunens dagtilbud.

Da den generelle åbningstid også lige er blevet forkortet, kan vi i KFO ikke støtte op om, at man også bortskaffer den udvidede åbningstid i særlige institutioner.

2. Ændring af model for feriepasning i dagtilbud

KFO kan ikke støtte op om en besparelse i form af mere sommerferielukning. Vi ved at besparelsen på pladsprisen ikke opnås ved forslaget, men derimod hentes ind på vikarbudgettet over resten af året, da det pædagogiske personale har ferie med løn. Besparelsen vil altså i praksis bevirke en generel forringelse af normeringen, som ikke blot begrænser sig til sommerferieperioden.

Vi ved, at der er en stor gruppe forældre, der ikke har mulighed for at planlægge ferie i god nok tid til at melde ind til institutionens frist. Det er en velkendt problemstilling, også blandt pædagogiske ledere, og gør, at den forbedrede ferieplanlægning, som er grundlaget for besparelsen, ikke er mulig i praksis.

3. Øget forældrebetaling på fritidsklubber

Ligesom øget forældrebetaling på KKFO’erne årligt er en del af effektiviseringsforslagene, har KFO en frygt for, at en omlægning af klubområdet til en anden lovgivning, vil resultere i, at det er her man vil hente penge ind hver gang man skal finde større besparelser på børne-/ungeområdet.

Det er KFO’s politik, at fritidsområdet bør have sin egen, selvstændige lovgivning, hvori der er fastsat et rimeligt loft over forældrebetalingen, sådan som det er tilfældet i den nuværende dagtilbudslov.

Prisen for en plads i fritidsklub skal ikke stige, uden at kvaliteten i tilbuddet stiger tilsvarende. Derfor kan vi heller ikke støtte op om en stigning i forældrebetalingen på fritidsklubberne uden en samtidig tilførsel af kommunale midler for at styrke kvaliteten i tilbuddene.

Derudover vil vi gerne påpege det absurde i at flytte et helt område over under to forskellige nye lovgivninger, alene med det formål at kunne hæve forældrenes betaling for barnets plads i fritidstilbud.

Vi ønsker os i KFO, at fritidsområdet får lov til at få ro på efter år med store omlægninger, oprettelsen af fritidscentre og nye strukturer. Fritids- og juniorklubberne danner basis for den tilslutning, der senere hen er til UngeVærkerne, og derfor mener vi, at det er vigtigt at kommunen understøtter det samlede fritidsområde.

4. Justering af bevilling til ungeværker

Det er kun få år siden, kommunen gik i gang med en nytænkning af klubberne – her blev klubberne omdannet til UngeVærker, som skulle have fokus på federe omgivelser og flere aktiviteter. Før man går i gang med at planlægge nedskalering og skære i bevillingen, så synes vi i Københavns Forældreorganisation, at projektet med UngeVærkerne skal have lov at blive løbet i gang og i det mindste evalueres ordentligt. Som beskrevet ovenfor, mener vi i KFO, at UngeVærkerne også har brug for ro og stabilitet og en chance for at etablere sig og at UngeVærkerne bør opleve at kommunen understøtter dem frem for at spare på dem.

Vi risikerer, at besparelser på UngeVærkerne får strandet vores unge på hele det område de møder uden for deres skoler og det bekymrer os som organisation og som forældre. En nedskalering af UngeVærkspladser betyder, at klubområdets rammebevilling bliver mindre. Det er den samlede ramme for at Københavns klubber kan drive gode klubtilbud. En besparelse på rammebevillingen vil påvirke både normering og aktiviteter og gøre det mindre attraktivt at komme i UngeVærkerne.

I stedet mener vi, at kommunen skal kigge på, hvordan man får børn og unge til at komme i klubberne, og også blive der når de bliver ældre. Klubberne er dér, hvor de unge kan skabe fællesskaber på tværs af klasser og skoler. De kan dyrke interessefællesskaber og være en del af noget større. Men det kræver selvsagt, at de fysiske rammer afspejler de unges forventninger og behov, og at der er engageret personale til at understøtte aktiviteter og relationer.

Kommunen bør igangsætte en indsats for, at klubben bliver et tilbud for alle. Det kan være en målrettet indsats for at få indskrevet børn fra byens privatskoler eller i udsatte områder, hvor de unge i særlig høj grad vil have godt af at have et stærkt klubtilbud – som København har lang og stolt tradition for! Og det skal i hvert fald ikke være nu, hvor mistrivselskrisen aldrig har været større, at Københavns Kommune skal til at spare på de unges fritids- og klubtilbud.

5. Forøget forældrebetaling for KKFO

Vi vil i Københavns Forældreorganisation udtrykke vores stærke utilfredshed med, at forældrebetalingen på KKFO igen foreslås hævet. Vi understreger, at betalingen til KKFO ikke står mål med det tilbud, børnene oplever. KKFO’en er et tilbud om 3,5 times fritidsordning pr. dag, og med en stigning på 2-300 kr. vil pladsen i KKFO koste det samme som eller mere end en plads i børnehave, men uden den samme ramme for normeringer, rengøring mv. Timeprisen er i forvejen højere for fritidstilbuddet end børnehaven.

Forældrebetalingen steg sidst pr. 1. januar 2023. Vi er bekymrede for, hvornår man når den grænse, der gør at forældre presses til at melde børnene ud af KKFO, hvilket vil betyde at flere børn ender uden for de vigtige fællesskaber der dannes i deres fritid. Det er den helt forkerte vej at gå midt i en galopperende mistrivselskrise.

Derfor ser vi det ikke som en mulighed i KFO, at man hæver forældrebetalingen for KKFO.

10. Lokal prioritering af effektiviseringer

Vi kan ikke støtte op om endnu en generel besparelse. Da man sidste år måtte genåbne budgettet og lave en grønthøster før sommerferien, var det med henblik på at finde midlerne i budget 2024. Dette skete ikke, og endnu en grønthøster vil komme oven i den besparelse, der allerede skulle findes i institutionerne sidste år.

Københavns dag- og fritidstilbud er skåret ind til benet. Der er ikke flere steder, hvor ledere kan skære.

Lokale prioriteringer vil komme til at gå ud over kvaliteten i vores institutioner og vil dermed gå ud over vores børns trivsel, tryghed og tilknytning. Det vil ramme normeringerne, enten fordi lederne vil være nødt til at skære i lønbudgetterne eller ikke vil kunne dække ind med vikarer når der er sygdom og ferie. Det vil presse en medarbejdergruppe, som i forvejen er udsat og hvor vi oplever stor udskiftning, rekrutteringsudfordringer og mistrivsel.

I KFO er vi af den holdning, at det er et politisk ansvar at prioritere midler, og at politikerne også skal turde stå på mål for de besparelser, de gennemfører. Det er ansvarsfralæggelse at lægge besparelserne ud til lokal prioritering på områder hvor enhver besparelse vil kunne mærkes helt nede i børnehøjde.

© 2020 FOLA, All rights reserved