Økonomiaftale uden penge til at genoprette fatale nedskæringer på børn og unge
Der er indgået en ny økonomiaftale og der er 3,4 mia. på vej til kommunerne. I FOLA er begejstringen til at tage og føle på. FOLA-formanden, Signe Nielsen, håber, at de kommunale sparerunder nu bliver afblæst, men pointerer, at pengene ikke rækker til det løft af børne- og ungeområdet, som er strengt nødvendigt. ”Børn og unge kan ikke tåle flere nedskæringer, så sparerunderne skal nu gerne være afblæst. Men der er jo ikke penge til at genoprette de mange skader, som allerede er sket," siger Signe Nielsen, formand for FOLA.
"Der er ikke penge til at genåbne de lukkede klubber, der er ikke penge til at sikre, at dagtilbud og SFO'er har åbent til kl. 17, så forældrene kan passe deres job, der er ikke penge til at hæve pædagogandelen, ja, der er ikke engang penge til at ansætte flere medarbejder. Støtte til børn med særlige behov må man fortsat se langt efter, ja, og så mangler hele fritidsområdet stadigvæk over 2 mia. kr. for at kunne genoprette kvaliteten. Så begejstret? Nej, det er jeg ikke. Der skal simpelthen mere til, fordi tingene efterhånden er kommet ret langt ud, ” fortsætter formand Signe Nielsen.
Folkeskolen har fyldt meget i forhandlingerne, lyder det fra KL. FOLA anerkender, at det er nødvendigt. FOLA ser positivt på, at det er almen skolen, der er i fokus. Det betyder ikke, at specialtilbuddene ikke også skal prioriteres, men bare ikke på bekostning af det almene, som det plejer at være. Alle børn og unge skal have tilbud, der passer til deres behov, og der skal være større fokus på de forebyggende og tidlige indsatser. I FOLA vil man også højt og tydeligt minde om, at behovet for en investering i dag- og fritidstilbud er lige så vigtigt som investeringer i skolen - det er de samme børn:
”Tingene hænger altså sammen. Børn, der har udfordringer i skolen, har det som regel også før skolen. Her er det fuldstændigt altafgørende, at man får hjælp og støtte i tide. Kun sådan kan vi sende flere børn i skolen, som har det godt, og som kan deale med de udfordringer og den sårbarhed, de måske har. Så skal vi altså også huske, at børnene og de unge får fri fra skole og går i SFO og klub. Her ser vi, at udfordringerne følger med. Ja, og så misser vi det potentiale, der ligger i den fritidspædagogiske tilgang til arbejdet med trivsel. Det er håbløst uigennemtænkt, når man ikke tænker sammenhængende børne- og ungeliv og mister fokus på helheden,” siger Signe Nielsen.
I FOLA vil man igen og igen henlede opmærksomheden på den forældede budgetlov, som igen og igen spænder ben for, at kommunerne kan bruge deres penge til velfærd for vores børn og unge:
”Jeg forstår simpelthen ikke, at KL ikke gør oprør. Altså, det er jo kommunernes interesseorganisation. Hvorfor brænder de ikke igennem med kravet om at få den budgetlov tilpasset virkeligheden? Og hvorfor insisterer de ikke på at få flere penge ud i kommunerne, når nu finansministeriet lige har fundet 11 mio. kr. i økonomisk råderum” siger Signe Nielsen.
For yderligere kommentarer, kontakt formand Signe Nielsen på 40 12 98 09.