fbpx

Opstart

Gode råd til dig der skal vælge dagtilbud eller skal i gang med indkøring

Sådan giver du dit barn den bedste start i vuggestue og børnehave

Hjælp til en tryg start i vuggestue og dagpleje

Barslen er ved at nå sin afslutning og en ny hverdag med vuggestue eller dagpleje venter. Man ved ikke konkret hvad der venter én i den nye hverdag, ej heller hvordan man selv eller ens barn reagerer.

Opstart og indkøring er en omvæltning i de fleste familier og denne guide er tiltænkt som en hjælpende hånd, så du og dit barn lander godt i de nye omgivelser.

Se med på vores webinar om opstart og afleveringer her

Indkøring og opstart

Den første tid kaldes mange steder for indkøring. Det kalder man det, fordi barnet skal ‘køres ind’ i dagtilbuddets rytmer og rutiner, så det kommer til at kende hverdagens facon. Men det er i lige så høj grad en tid, hvor de voksne fra dagtilbuddet lærer barnet og jer, som familie, at kende.

Familievejleder Christina Drachmann ynder at kalde denne overgang fra barsel til vuggestue/dagpleje for ”opstartsproces” eller ”tilknytningsproces” fremfor indkøring. Ved denne definition ligges en anden betydning denne nye overgang. Det er nemlig vigtigt at vi ved at dette er en proces, som kræver etablering af relation mellem dig som forældre og personalet og mellem dit barn og personalet samt tilvænning i en ny hverdag.

Nogle forældre oplever en følelse af skyld, over at skulle være væk fra barnet, mens andre ser frem til den nye hverdag, hvor man som forældre kan vende tilbage på job og barnet kan få en hverdag vuggestuen/dagplejer. Uanset hvordan du har det, er følelserne helt okay. Det vigtigste er at mærke hvordan du selv har det og vide, at denne nye hverdag kan tage sin tid for dit barn, fordi det skal blive tryg ved de nye voksne, i de nye omgivelser og de nye rutiner.
Det der fylder mest hos forældre er oftest tanken om, hvordan barnet mon vil reagere? Mon det kommer til at gå godt? Har jeg nu styr på alt det, som barnet skal have med?

Se også vores artikel om praktiske forberedelser til opstarten

Hvis du kan kende dig selv i nogle af disse overvejelser, skal du ved at det er ganske forståeligt, og meget naturligt, at have en masse spørgsmål omkring den kommende tid.

Opstarten – hvad kan du forvente?

Du vil typisk få at vide, at selve opstarten tager omkring 2 uger. Men der kan godt gå nogle måneder, før dit barn er helt tryg. De første uger skal man ikke regne med at kunne stå til rådighed på sit arbejde, så det er godt at gemme ferie, barsel eller afspadsering til denne tid, da dit barn har korte dage og kan få behov for at blive hentet med kort varsel.
Den første tid følger man oftest en fast struktur, som fastsættes af personalet, hvor barnet gradvist vænner sig til at gå i vuggestue/dagpleje.

Efterhånden vil dagene kunne gøres længere. Typisk kommer man på besøg med barnet en times tid den første dage, hvor barnet får mulighed for at observere og være nysgerrig på de andre børn og voksne – uden at skulle tænke på at mor eller far er gået. Den næste dag er du der ofte et par timer med dit barn.

Et godt råd er at man som forælder sætter sig på gulvet og agerer en fast base for barnet, og sætter lidt ord på hvad der sker omkring jer: ”Nu skal vi ind på stuen og lære de andre bedre at kende. Kom vi sætter os her på gulvet sammen”. ”Se, Anna vil gerne bygge klodser med Bertram og Yazan”. Når du sætter ord på hvad der sker omkring jer, kan barnet følges med og omgivelserne bliver mere forudsigelige og trygge.

Selvom barnet er lille, forstår det mere end du tror.

Har du glemt noget i garderoben, er det vigtigt at du tager dit barn med dig når du rejser dig, så det ikke tror du er gået. Hvis dit barn hele tiden ved hvor det har dig, skabes der tryghed og hvilket understøtter dit barns mod til at ”søge ud” og gå på opdagelse, først ved at kigge rundt, undersøge noget af legetøjet hos dig, pege på de andre og til sidst bevæge sig lidt væk fra dig.

Dit barns første tid alene i vuggestuen/dagplejen

Efter nogle dage vil personalet typisk vurdere at dit barn er klar til at vinke farvel og være alene med de voksne på stuen. Den første gang er man måske kun væk i et kvarter, men som dagene går, forlænges tiden, hvor barnet er alene i institutionen. Det er altid en afvejning i forhold til barnet, dig selv og pædagogerne som I vurderer fra dag til dag.

Forbered dig selv og dit barn hjemmefra ved smilende at sige: ”I dag skal du være sammen med (pædagogens navn) i vuggestuen/dagplejen i dag, mens jeg er på arbejde. Bagefter kommer jeg igen og henter dig” Dette kan føles lidt tosset at sige højt, når barnet er lille men forskning viser faktisk at børn følger med i mere end vi tror. Sætninger som disser skaber dermed forudsigelighed for dit barn og betrygger også dig som forældre, hvis du mærker en utryghed.

Når de første officielle indkøringsuger er overstået, er barnet stadig ny i institutionen – og det vil det være i et par måneder. Derfor er det godt at forberede sig på at dit barn kan have behov for korte dage og måske bliver ringet hurtigere hjem, hvis det er ked af det. Mange vuggestue- og dagplejebørn bliver også tit syge i den første tid, da de møder mange nye bakterier i det nye miljø. Det er meget normalt.

Går det for langsomt eller for hurtigt?

Måske du tænker at det er vigtigt barnet fra start, får erfaring med at være der fra 8.00-16.00, som bliver den almindelig hverdag for barnet. Men familievejleder Christina Drachmann, som selv har arbejdet i daginstitution, erfarer at de forældre der prioriterer korte dage de første par måneder, er godt givet ud, da det giver barnet et bedre fundament for en tryg opstart.

Mærker du at det hele går lidt stærkt og at du har det rigtig svært med at dit barn bliver ked af det, så er Christina Drachmanns bedste råd igen at tale åbent med pædagogerne om det, da det er lige så vigtigt at du, som forælder, er tryg ved situationen, da din tryghed smitter af på dit barn.
Lav en aftale med personalet om, at de sender dig en sms når dit barn er glad igen og at de ringer til dig, hvis dit barn er så ked af det at de ikke kan trøstes det. Er du alligevel i tvivl, så ring derned og spørg hvordan det går – personalet hjælper gerne til med, at du er tryg og har tillid til dem.

Hvis du er utrygt og ambivalent omkring opstarten eller hvis du mærker at du ikke har den store tålmodighed til denne proces, så fortæl personalet det. Det er vigtigt at de ved hvordan du har det, så I kan gå i dialog om det og sammen skabe den bedst mulige start for dig og dit barn, da kan fx sige: ”Denne opstart er ny for mig og jeg arbejder med at blive tryg ved jer og den nye hverdag. Jeg fortæller jer dette, fordi jeg rigtig gerne vil samarbejde med jer om skabe en god opstart sammen”.

Vores tillid og evne til at gå i dialog med personalet er afgørende for et godt samarbejdet.

Reaktionerne oven på vuggestuestarten

Gråd er en naturlig reaktion hos det lille barn. Det er er deres sprog til at fortælle deres omverden, at de ikke kan lide når deres forældre går.

Nogle børn græder første gang de skal sige farvel til mor eller far, andre børn reagerer først efter nogle dage/uger. Nogle børn græder når de bliver hentet – det er deres måde at fortælle at de har savnet dig, også selvom de har haft det godt. Andre børn græder slet ikke gennem et helt indkøringsforløb. Nogle har ingen reaktioner de første måneder, og så kommer gråden pludselig - det kan være en aldersbetinget reaktion. Børn når nemlig et udviklingsstadie omkring 9-10 måneders alderen, hvor de pludselig begynder at forstå adskillelsen.

Hovedpionten er, at børn reagerer forskelligt, men at de alle skal igennem den samme proces – nemlig at vænne sig til en hverdag uden deres forældre. Sig sætninger til dig selv og dit barn som:”Vi skal begge to lige vænne os til vuggestuen – jeg er sikker på det nok skal blive godt” eller ”X virker rigtig sød, hun/han skal nok passe godt på dig”. Din ro smitter.

Hjælp til den gode aflevering

Selve afleveringen, hvor du siger farvel og går, er en fintfølende situation, hvor barnet er meget opmærksom på de signaler vi sender.
Pædagogen er god til at spotte, hvornår det gode vindue opstår, så hvis du selv er i tvivl, så bed dem om at vejlede dig og fortælle hvornår I skal sige farvel. Pædagogen er uddannet i at læse dit barns signaler og har en masse pædagogiske greb hun kan bruge i afleveringssituationen.

Nogle børn skal lige i gang med en leg før de er klar, nogle skal afleveres fra arm til arm – det afhænger af barnet og relationen til omgivelserne. Selvom det kan være fristende at snige sig afsted, mens barnet er glad og leger, fordi du godt ved at gråden kommer når du går, så er afskeden vigtig. Dit barn skal forstå at du er gået og at det nu er det voksne på stuen der passer på ham/hende.

Når du skal vinke farvel, så smil (også med dit kropsprog) og fortæl dit barn, at du kommer igen og at de voksne passer på ham/hende. Hvis dit barn sidder hos dig, så vær selv initiativtager til at give dit barn over til pædagogen, så de ikke er nødt til at ”tage” barnet ud af dine arme. Sæt ord på det overfor dit barn: ”Nu rækker jeg dig over til X, og jeg kommer igen og henter dig”.

Du kan naturligt nok selv være påvirket af situationen, husk at passe godt på dig selv og få talt med en veninde, partner el. anden der kan trøste dig, for din følelser er helt legitime og skal mødes. For når du møder dig selv med denne omsorg, vil du også bedre kunne hjælpe dit barn med at finde ro og mærke tryghed og at du signalerer at du synes vuggestuen eller dagplejen er et godt sted at være.

Reaktionerne kommer med hjem

Det er en stor omvæltning for dit barn at skulle starte en ny tilværelse. Man kan prøve selv at tænke på en tid, hvor man er startet nyt arbejde - man er træt og rastløs på samme tid og man drømmer endda om det om natten. Derfor kan du også forvente reaktioner på hjemmefronten hos dit barn.

Institutionslivet er ikke kun en legestue. Dit barn er i en stor læringsproces, hvor det skal lære stedet og rutinerne at kende, samtidig med at det skal blive tryg ved de voksne og de andre børn.

Nogle børn bliver hurtigere trætte og utidige, og har måske brug for at være tættere på dig. Andre børn sover dårligere og kan have brug for at mærke, at du også er der om natten. Hvis dit barn stadig bliver ammet, kan det være, at du vil opleve dette behov hyppigere. Det er alt sammen naturlige reaktioner på, at du og dit barn er adskilt i løbet af dagen.

Det bedste du kan gøre for dit barn i denne tid er at give det ekstra omsorg. Sæt ord på deres følelser - selv sammen med det lille barn, som ikke har udviklet et aktivt sprog endnu: ”Du har oplevet så meget i dag og måske du også har tænkt på mor og far, mens du var i vuggestue i dag” og ”Det helt okay. Jeg hjælper dig med at finde ro igen”. Det er godt givet ud for barnets trivsel i det nye dagtilbud, at man tager sig ekstra tid til omsorg i den første tid.

Det gode samarbejde

Det er vigtigt at få et godt samarbejde med det pædagogiske personale i dit barns dagtilbud fra start. Personalets opgave er at lære dit barn at kende, skabe ind tryg relation til jer og jeres barn og komme ind på livet af jer som familie. I den første tid er det derfor en god ide at have god tid, så I alle kan lære hinanden bedre at kende.

Når dit barn starter, bliver du som forælder også en del af den nye verden. Det er derfor en kæmpe fordel, hvis du engagerer dig fra start, så både du og dit barn kan lære at begå jer i, og føle jer trygge ved den nye hverdag. Det giver også en bedre grobund for oplevelsen af kvalitet i dagtilbuddet.

Læs også vores artikel: Hjælp til det gode samarbejde med dit barns institution

Din viden er en gave for personalet

Som forælder, er det naturligvis dig, der kender dit barn bedst. Den ekspertviden kan du med fordel dele med det pædagogiske personale.

  • Hvad kan dit barn lide at lege med?
  • Hvad gør dem frustrerede?
  • Hvordan kan det bedst trøstes?
  • Er der særlige sovevaner, yndlingslegetøj etc?
  • Har dit barn eller familie en særlig historik - er dit barn født for tidligt, har der været et sygdomsforløb, en svær fødsel, et brud i familien eller lignende?

Det er en vigtig viden der kan hjælpe personalet til at forstå dit barn bedre og hjælpe det bedst muligt på vej. Jo ærligere begge parter er, desto nemmere er det for dig og personalet at møde dit barn hvor det er.

Samtidig kan personalet være en ressource for jer, da de har en masse erfaring og viden, I kan trække på. Både når det handler om de positive ting, men også de lidt svære emner. Denne åbenhed vil ikke bare gøre dit barns hverdag nemmere – det vil også give dit barn de bedste rammer for trivsel. Selvom det kan være svært at dele personlige ting med en fremmed, kan du prøve at tænke på, at det faktisk kan være information, der hjælper dit barn med at blive tryg i den nye vuggestue.

Hør mere om opstart og indkøring i podcasten "Indkøring",
hvor psykolog Rikke Yde Tordrup og pædagog Tina Brandt fortæller om den gode og svære start.

Spørg løs 

Selvom det naturligvis er dit barn som er i fokus, er det også vigtigt, at du selv falder godt til i den nye vuggestue eller børnehave. For at blive tryg ved det nye sted kræver det, at du tør være åben og stille spørgsmål. Spørg gerne til de ting, der undrer dig

  • Hvorfor ser rutinerne ud, som de gør?
  • Hvordan bliver dit barns behov tilgodeset, når der er flere børn at tage sig af?
  • Er der en søvnpolitik?
  • Hvordan håndterer personalet eventuelle konflikter?
  • Hvad kan du forvente af personalet i forhold til den daglige dialog om dit barn?

Spørg også til de ting, som du måske synes er lidt svære eller det som gør dig bekymret. Personalet har med sikkerhed fået mange af spørgsmålene før, og de ved, at du, som forælder, spørger i den bedste mening. Du kan derfor selv være meget aktiv i processen med at lære dit barns dagtilbud at kende.

Når opstarten er slut

Når den første tid med opstart er slut, vil du opleve, at der bliver mindre tid i det daglige til dit barn. Det skyldes, at der er mange børn i børnegruppen der skal tages hensyn til.

Du vil selvfølgelig stadig få at vide, hvordan dit barns dag har været, hvordan det har sovet, eller hvis der er sket noget ekstraordinært. Men får du brug for en længere snak, kan det være en god ide at aftale et specifikt tidspunkt eller et forældremøde med personalet på stuen, så I kommer rundt om det hele.

Hvis indkøringen er svær eller dit barn ikke falder til

Nogle børn er lang tid om at falde til. Gråden fortsætter og du bliver måske ringet hjem fra arbejde, selvom indkøringen ”er slut”. Det er vigtigt at være i tæt dialog med personalet i den proces, så I hele tiden samarbejder og ikke bliver frustrerede på hinanden. Måske skal der nogle nye tiltag i gang. Skal din partner tage over i indkøringen, skal I ”starte forfra”, kan I rykke tidspunkterne for hvornår dit barn er i institution, så det er veludhvilet når I kommer?

Disse og flere andre virkemidler, er vigtige at få talt med personalet om, hvis man fornemmer at opstarten er svær.

Der er gode råd at hente

Hvis du stadig har spørgsmål eller emner som du har brug for at få sparring omkring, så kontakt FOLAs forældrerådgivning på 7370 7379 (mandag-fredag 9.30-13.30, onsdag lukket).
Forældretelefonen er et gratis og anonymt tilbud, hvor ingen spørgsmål er for små.

FOLA - logo

Forældrenes Landsorganisation
Raffinaderivej 8, bygn. B, 1.sal
2300 København S.

E-mail: fola@fola.dk
Hovednummer: 73 70 73 77

Presse: 40 12 98 09

 

Følg os

© 2020 FOLA, All rights reserved