I den seneste opgørelse over dagtilbuddets normeringer på kommuneniveau fremgår det, at 15 kommuner fortsat ikke lever op til minimumsnormeringerne.
I kommuner som Silkeborg, hvor forældre længe har peget på utilstrækkelige pædagogressourcer, så kan det undre os, at kommunen ikke prioritere de små børn.
FOLA ser med stor bekymring på, at flere kommuner fortsat svigter deres forpligtelse til at sikre tilstrækkeligt pædagogisk personale til børnene. De kommunale tal – som offentliggøres via dagtilbudsportalen – viser kun gennemsnitstal og slører variationer i praksis.
“Denne opgørelse er netop på kommuneniveau – ikke institutionsniveau. Den tager medregning af ledere og vikarer med, , hvilket betyder, at tallene ikke nødvendigvis afspejler, hvad børn og forældre møder i hverdagen,” siger Signe Nielsen, FOLA’s formand.
FOLA: Regeringen må på banen
FOLA understreger, at det ikke er tilstrækkeligt at overlade opgaven til de enkelte kommuner.
“Når 15 kommuner ikke lever op til lovens krav, må der handles politisk. Vi opfordrer regeringen til at indkalde de kommuner, som fortsat ikke lever op til minimumsnormeringerne, så der kan findes konkrete løsninger. Det er ikke acceptabelt, at børnene betaler prisen for manglende prioriteringer,” siger Signe Nielsen.
FOLAs krav og forventninger
- Normeringsopgørelse på kommunalt niveau alene er utilstrækkelig – man må også kræve opgørelser på institutionsniveau, så man kan se forskelle mellem institutioner og stuer.
- Kommunernes opgørelser bør justeres, så ledere, vikarer og andet administrativt personale kun indgår i forhold til deres reelle tid med børnene. Vi har en model, den er udarbejdet og nogle kommuner bruger den allerede, den hedder praksismodellen.
- Regeringen må tage ansvar og sikre, at alle kommuner lever op til loven gennem tæt dialog og nødvendige sanktioner eller støtteordninger.
“Kommuner må ikke dække over utilstrækkelige normeringer med smarte gennemsnitsregnestykker. Børn og forældre har krav på at se, om deres institution reelt har voksne nok til omsorg, nærvær og læring,” siger Signe Nielsen.
For yderligere kommentar kontakt:
Signe Nielsen, formand for FOLA - Forældrenes Landsorganisation
Mobil 40 12 98 09