Normeringerne i fritidstilbud er kortlagt og de er som ventet elendige. I gennemsnit er der om eftermiddagen 18,1 børn per pædagog på tværs af fritidstilbuddene i kommunerne (SFO, fritidshjem og klub).
Tallet dækker over store variationer. Nogle steder er der helt op til 43 børn per pædagog. Undersøgelsen er den første af sin slags på fritidsområdet og derfor ifølge FOLA et vigtigt skridt i den rigtige retning.
”At læse den her rapport er virkelig dobbelt. Jeg er jo sindssygt glad for det fokus SFO og klub har fået, ja og at der er fokus på normeringer, det gør mig faktisk glad og håbefuld. Jeg tror virkelig på at fritids-pædagogikken kunne gøre en forskel i forhold til mistrivsel. Men altså det er jo samtidig seriøst totalt useriøst, hvis man tænker, at det kan lade sig gøre at skabe et pædagogisk kvalitetstilbud med de her normeringer. Jeg er faktisk ret forfærdet, tænk at vi som voksne mennesker tillader det her overfor vores børn og unge; det burde være ulovligt,” siger Signe Nielsen
FOLA mener at netop fritidspædagogikken bærer kimen i sig til at komme mistrivselskrisen blandt børn og unge til livs. Derfor skal der investeres i fritidstilbuddene nu og her.
”I fritidstilbuddene er de inkluderende fællesskaber i fokus. Det er her vi skal investere. Børn og unge er alene og ensomme i stigende grad, det gør dem langt mere eksponeret for at ende i noget skidt. Det kan være psykisk sygdom, ja, eller kriminalitet og den slags, det er der ret mange eksempler på. I skolen er der læringsmål og pensum at forholde sig til. I fritidstilbuddene er det ens personlige udvikling, initiativ og fællesskabet, som er bærende, og det er alt det, vi skal have fat i, hvis vi vil gøre noget for vores børn og unge,” siger Signe Nielsen.
I FOLA har man også en skarp holdning til de såkaldte førskoletilbud, som er blevet undersøgt for første gang. Hvilet man i organisationen også mener er ret vildt, eftersom det er en praksis, som har kørt længe.
”Det er jo lidt vildt, at vi laver så mange eksperimenter med vores børn, at kommunerne kan finde på så mange krumspring for at spare penge, forårs SFO er et af dem, det er nu dokumenteret. Vi kan ikke acceptere, at der er børn, der bliver snydt for børnehave-normingen, når kommunerne mangler penge. Tiden inden skolestart er sårbar og kræver støtte. Vi ser jo også i undersøgelsen at det ligefrem øger mistrivslen en smule at begynde i tidlig SFO, det burde vi ikke tillade. Hver eneste procent mistrivsel er en procent for meget – der er jo børn bag de tal,” siger Signe Nilsen.
For yderligere kommentarer
Signe Nielsen, formand for FOLA, Forældrenes Landsorganisation
Mobil: 40 12 98 09